Alle fortjener en hverdag med indhold

 I Nyheder

I detailkæden Pisiffik er det et normalt at have kolleger, som har et særligt behov. Det kan være nedsat tid, hensyn til et handicap, begrænset uddannelse eller behovet for en ny chance. I alle seks grønlandske byer, hvor Pisiffik har butikker, er der ansatte på specielle vilkår, og det er noget, som selskabet sætter en stor ære i. Alle fortjener en hverdag med indhold eller blot en ny chance, lyder begrundelsen.

Pisiffik har erfaring med alt fra døve til autister og mennesker, som er blevet ramt af sygdom, og nu kun kan klare et skånejob. Typisk henvender kommunerne sig til Pisiffik, men der er også stillinger, som virksomheden allerede ved egner sig til skånejobs, og derfor proaktivt tager kontakt til kommunerne omkring.

Ved flaskeindleveringen i en af kædens butikker er der ansat en hjertepatient med tilskud fra kommunen, som løser en vigtig opgave, og som samtidig får indhold i tilværelsen. Medarbejderen stortrives med kolleger og følelsen af at gøre en forskel. Et andet eksempel er altmuligmanden med et mentalt handicap, der også er ansat med løntilskud. Han laver alle forefaldende små opgaver, og nyder at være til gavn for alle, ligesom han bringer smilet frem hos kollegerne med sin pligtopfyldenhed.

En solstrålehistorie er en ung mand, en autist, som fylder chips op, og altid følges af sin kontaktperson fra kommunen. Han startede som en genert ung mand, hvor alt skulle følge et skema, og han tog aldrig øjenkontakt. I dag smiler han, hilser og han tackler stadig bedre små forandringer i hverdagen. Hans omgivelser fortæller, at det er dagens højdepunkt at komme på arbejde i Pisiffik.

–          Det giver utrolig meget til hele organisationen at have ansatte, som bidrager med noget ud over det sædvanlige. Det er muligt, at denne gruppe af ansatte ikke bidrager med det samme i effektivitet som flertallet af deres kolleger, til gengæld får de ofte smilet og glæden frem hos alle. Det giver stolthed hos alle, når der sker udvikling, og alle tager et ansvar for at hjælpe deres kollega godt i vej, fortæller Lena Lauridsen, der er CSR-ansvarlig i Pisiffik.

Udfordringen ved at have ansatte med uformelle kompetencer er dels at afklare, hvad personen kan. Det kræver tid, hvor der justeres op og ned i arbejdstid og ændres på arbejdsopgaver. Kommunikationen med kommunen og/eller kontaktpersoner er vigtig i denne afklaring, hvor der også ses på hjælpemidler og behovet for pauser. Denne gruppe af medarbejdere har oftest behov for hyppigere pauser. Starten kræver også meget af den enkelte, for det er hårdt at starte på en hektisk arbejdsplads, hvor alle har travlt, og skulle finde sin plads.

Ansættelserne kræver ligeledes noget af ledelsen og kolleger. I Pisiffik er alle indstillet på at hjælpe og være rummelige. Men jo mindre en butik er, jo sværere kan det være altid at have overskuddet til at hjælpe og lytte. Hos Pisiffik kan der altid gøres mere, men det er vigtigt at bevare balancen i medarbejdermikset således, at de medarbejdere med særlige behov får de hensyn, som de både har behov for og kræver. Det vigtigste for trivslen er, at lederne er villige til at påtage sig ansvaret, idet det er mere krævende at have skånejobbere ansat. Til gengæld for løftes hele organisationen.

På billedet er det Arqioq Daorana sammen med souschef Súsanna Poulsen. Arqioq har en stærkt invaliderende knoglesygdom, som gør, at han ikke kan varetage en normal stilling. Arqioq har været ansat i Pisiffik i 3 år, og arbejder ca. 20 timer om ugen.

Seneste Nyheder
Kontakt Os / Attavigisigut

Vi er ikke tilgængelig lige nu. Men du kan sende os en e-mail, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Massakkut pissarsiarisinnaanngikkutsigut e-mailerpigisinnaavatsigut, uterfigissavatsigit piaarnerpaamik.

Kan ikke læses? Skift tekst. captcha txt