Nordisk fokus på verdensmålene
FNs et år gamle verdensmål, de såkaldte Sustainable Development Goals (SDG’er), var det overordnede tema på efterårets møde i Global Compacts nordiske netværk. Det foregik i Oslo midt i oktober, og Grønlands var repræsenteret af Anne Mette Christiansen fra CSR Greenland og Mette Steenholdt, CSR-ansvarlig hos Air Greenland.
– Jeg har lært rigtig meget de her par dage om SDGerne og hvordan virksomheder kan bruge dem som en ramme for deres arbejde. Det skal vi også se på – jeg er allerede begyndt at skrive ned hvordan det kan se ud, siger Mette Steenholdt og fortsætter:
– Jeg har også fået fortalt rigtig meget om Grønland – folk er virkelig nysgerrige og mødet i Ilulissat i foråret 2016 i netværket har skabt endnu mere interesse.
En af oplægsholderne var den norske minister for EU og Nordisk samarbejde, Elisabeth Vik Aspaker. Hun fortalte blandt andet om en ny norsk offentlig indkøbspolitik med meget stærkere fokus på CSR og bæredygtighed, der træder i kraft 1.1 2017.
Den norske stat forventer og kræver, at virksomheder med aktiviteter i udlandet forstår og efterlever de relevante internationale retningslinjer som fx UNGC og OECDs guidelines for multinationale selskaber. Der er igangsat et arbejde, som skal præsenteres i maj i nordisk ministerråd, som skal samle og linke initiativer i de nordiske lande til SDGerne. Og nordmændene holder sig ikke tilbage med ambitionerne:
– We see ourselves as not only best in the world, but also best for the world, sagde den norske minister.
Et andet oplæg handlede om detailhandelskæden ICA (Sverige), der fortalte om et partnerskab med en virksomhed, der laver juice, marmelade og chutney af det frugt, de ikke kan sælge i butikkerne og som ellers ville gå tabt som madspild. De sælger derefter produkterne i butikkerne med stor succes.
Greenpeace og Orkla fortalte om deres partnerskab, som handler om ’zero deforestation’ i leverandørkæden – altså hvordan man kan undgå at afskove. Det handler for Orkla særligt om at tænke leverandørkæden grundigt igennem og identificere højrisiko-områder som soja, palmeolie, kakao, kaffe osv – som ofte er skyld i afskovning (NB deforestation er IKKE det samme som at bruge træ – det kan man nemlig godt gøre bæredygtigt hvis det er certificeret).

