Forretning og miljø går hånd i hånd…
Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Det nye og interessante er måde man kombinerer de to ting på – det åbner op for banebrydende forretningsmodeller.
Det ville kræve tre kloder, hvis alle skulle leve, som de gør i Danmark… Overforbrug af klodens ressourcer er en side af sagen. Hvis vi tager lokale briller på, vil vi også se, at der er muligheder i at udnytte egne og importerede ressourcer langt bedre. Derfor er det tid til at transformere den nuværende lineære værdikæde – som starter med udvinding af ressourcer der ender som affald – til en cirkulær økonomi. Vi skal kigge på, hvordan vi beholder materialer i kredsløb i meget længere tid, mindsker værditabet og høster det potentiale, der ligger i at udnytte vores ressourcer mere intelligent.
CSR Greenland stillede i denne uge skarpt på mulighederne i cirkulær på et netværksmøde for vores medlemmer. Hvad er cirkulær økonomi? Hvorfor er det så banebrydende? Hvad kan vi selv gøre for at udforske muligheder, partnerskaber og samarbejder, som kan give afkast til virksomheden og mindske vores negative indflydelse på omgivelserne – mennesker og miljø? Det var nogle af spørgsmålene, som vi kom omkring på netværksmødet.
Vi præsenterede også projektet ’Grøn omstilling og cirkulær økonomi’, som CSR Greenland har taget initiativ til i et samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq. Første fase af projektet er gennemførelse af en analyse af potentialet for grøn omstilling og cirkulær økonomi inden for bygge og anlægssektoren, fiskerisektoren samt affaldsområdet. Analysen og rapporten bliver præsenteret på CSR Greenlands konference senere på året.
Slides fra netværksmødet finder du her.

