Verdensmålene er vigtige for Grønland
CSR Greenland afholdt onsdag den 15. august 2018 en velbesøgt konference om FN’s verdensmål
Mogens Lykketoft, medlem af Folketinget og tidligere formand for FNs Generalforsamling ved vedtagelsen af FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, holdt oplæg om baggrunden for formulering af fælles verdensmål.
Mogens Lykketofts klare og enkle budskab til konferencens deltagere var, at nuværende generationer skal bistå med at sikre verden til fremtidens generationer, og at Verdensmålene er en solid platform at arbejde ud fra.
FN definerede i 2015 Verdensmålene som 17 mål for bæredygtig udvikling, med underliggende mål for hvorledes indsatsen kan tilrettelægges.
Hvordan arbejdes der med CSR i Grønland?
Konferencen viste, at virksomheder og organisationer i Grønland arbejder forskelligt med CSR.
Virksomheder som GrønlandsBANKEN og Royal Greenland har foretaget prioritering af verdensmålene og indarbejdet CSR i deres strategier og med årlige rapporteringer.
Kommuneqarfik Sermersooq arbejder aktivt med verdensmålene i forbindelse med planlægning af den nye bydel Siorarsiorfik.
CSR Greenland har i samarbejde med forskellige samarbejdspartnere igangsat en række indsatser.
Saligaatsoq har kørt i 8 år og gennemføres årligt med oprydning i det bynære miljø.
Skoleprojektet Qaqisa er et projekt, hvor der skabes relationer mellem folkeskolens afgangsklasser og erhvervsvirksomheder med henblik på at sikre valg af uddannelse efter endt folkeskole. Bl.a. Minngortuunnguup Atuarfia i Sisimiut har deltaget meget aktivt i skoleprojektet Qaqisa og berettede om gode erfaringer med projektet.
Projektet Sunde arbejdspladser, som er et partnerskabsprojekt mellem Departementet for Sundhed, Grønlands Idrætsforbund og CSR Greenland har i 2017 gennemført kurser for omkring 60 sundheds ambassadører. De har til opgave på deres arbejdspladser at skabe sunde arbejdspladser. Kursets modul 2 gennemføres i september i Maniitsoq og Nuuk.
Selvstyret har iværksæt kortlægning af hvordan verdensmålene kan indarbejdes i Selvstyret sektorarbejde. Arbejdet forventes gennemført i begyndelsen af 2019.
God tilslutning til konferencen og til CSR
CSR Greenland er sammen med de to andre initiativtagere til konferencen, Transparency International Greenland og Grønlands Erhverv meget tilfredse med den store interesse for konferencen og mere end 80 tilmeldte deltagere. Konferencen viser, at der rundt omkring i Grønland arbejdes med mange CSR-projekter, og at flere virksomheder er kommet langt. Men som altid er der også plads til at flere deltagere aktivt i CSR arbejdet, hvis endnu flere projekter skal løbes i gang. Her vil CSR Greenland rigtigt gerne medvirke som katalysator.

