Inuplan vil gøre bygge- og anlægsprojekter i Grønland bæredygtige
Inuplan A/S er en grønlandsk rådgivende ingeniørvirksomhed med hovedkontor i Nuuk, der løser opgaver indenfor bl.a. byggeri, anlæg-og infrastruktur og bygherrerådgivning.
Og så er det én af de 11 pionervirksomheder i projektet ”IPUK – med kurs mod bæredygtig forretning”, som er forankret hos Grønlands Erhverv og CSR Greenland, og som Industriens Fond finansierer.
IPUK-projektet har skabt stor opmærksomhed i Grønland, fordi ønsket om at arbejde strategisk med verdensmålene er stort og påkrævet, og fordi projektets deltagere i den grad bidrager til at sætte fokus på mulighederne.
Ingeniørekspertise koblet til bæredygtighed
Med mere end 40 års erfaring indenfor arktisk teknologi, og ca. 30 kompetente og veluddannede rådgivere er Inuplan en af de mest anerkendt og eftertragtede rådgivere. Og med den hast Nuuk vokser i disse år, så har direktør Ujarak Rosing Petersen og hans medarbejdere forrygende travlt.
Og så har de øje for at deres ydelser skal ske på en måde, så de giver den bedste ingeniør-rådgivning, der samtidig er både miljømæssig og økonomisk bæredygtig for deres kunder.
Det er en stor udfordring at integrere bæredygtighed i kerneforretningen på en travl hverdag med mange projekter og deadlines. Ikke desto mindre gør Inuplan en kæmpe indsats for at skærpe deres fokus ved at analysere samtlige verdensmål og delmål og point-give deres impact i forhold til deres eksisterende forretningsmodel.
Det er supersejt gået. Det bliver spændende at følge dem til dørs i projektet og ikke mindst følge deres bæredygtige udviklingsprojekter i Grønland.