Bæredygtighed og spil om investeringer
Næsten 2000 deltagere fra alle de arktiske lande var med på den internationale konference, Arctic Circle på Island i oktober, deriblandt en væsentlig grønlandsk deltagelse. Fra CSR Greenland deltog Anne Mette Christiansen, der fortæller om et af hovedpunkterne.
– Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra Iniut Ataqatigiit talte om behovet for at sikre en bæredygtig udvikling i Grønland – gerne med udgangspunkt i SDGerne (FNs verdensmål, red.) Aaja talte lørdag formiddag i plenum for omkring 1000 deltagere som en del af et panel sammen med investeringsfirmaet Guggenheim Partners og WWF, fortæller Anne Mette Christiansen.
I det hele taget var der på konferencen stort fokus på, hvordan vi kan sikre bæredygtig udvikling i Arktis i lyset af de massive investeringer i infrastruktur, som forventes over de næste 10-15 år.
– Konferencen blev skudt i gang med et spil som hedder ’Arctic Choices’ hvor deltagerne skal lave en række investeringsbeslutninger i forhold til, hvor de vil placere miner og havne – og derefter forholde sig til hvilken påvirkning, dette vil have på dyreliv, turisme og lokale fangstmuligheder. Det deltog omkring 80 mennesker i som kick-off, fortæller Anne Mette. Artiklens billede er fra dette spil.
Spillet bliver tilgængeligt online med alt materiale, hvis der er interesse for at tænke nyt i forhold til placering af investeringer.

