Ledelse i Verdensmålenes tid
”Store forandringer kræver store forandringer”. Det var overskriften på det oplæg, som ledelses- og Verdensmålseksperten Professor Steen Hildebrandt holdt for den grønlandske VL-gruppe.
Hildebrandt tydeliggjorde, at vi er nødt til at arbejde bæredygtigt for at vi som verden ikke skal ’ryge ud over afgrunden’. Det kræver store forandringer i vores samfund, og ikke mindst i, hvordan vi driver vores virksomheder – for uden forandringer der, så kan vi heller ikke forandre den ubæredygtige kurs, vi har nu. Han understregede, at det ikke er så svært at forstå, hvad der er bæredygtigt:
”helt enkelt sagt – kan I som virksomhed forsætte med at gøre det, I gør i dag, også i fremtiden uden at det har en negativ påvirkning? Hvis ikke, så er det jo ikke bæredygtigt”.
VL-gruppen består af mere end 30 topledere fra både den private og offentlige sektor, og her er bæredygtighed over det sidste års tid i stigende grad blevet et vigtigt tema hvilket understreger, at bæredygtighed i høj grad er flyttet op på topledelsens bord også i Grønland.